Traditionen tro havde Purhus Idrætsforening sagt ja til at sætte en messe op onsdag i uge 44, og tage den ned igen søndag aften. Messen blev afholdt i Gigantium i Aalborg og det krævede mange frivillige hænder for at kunne løse opgaven. 

Formand Jens Larsen fortæller: 

Utrolig flot fremmøde fra morgenstunden af en fantastisk flok seniorer og andre frivillige som havde taget turen til Aalborg onsdag morgen. Stabilt arbejde, god bespisning og masser af godt humør prægede som sædvanligt dagen. Morgenholdet arbejdede flot hele dagen og fik opsat alle stande inden de sidst på eftermiddagen kunne tage hjem efter en stor indsats. Løbende hen over dagen komme flere forældre og børn til og vi kunne afslutte dagen med at spise pizza kl. 19.00. 

Søndag sidst på eftermiddagen drog 42 frivillige voksne og børn til Aalborg for at nedtage alle de stande, som vi onsdags havde sat op. Super godt også at se de børn/unge som arbejdede med bl.a. lamper og tæpper. Aften var effektiv og efter kun 5 timer i Gigantium var det tid til at tage hjem igen. 

Stor tak til alle jer som har hjulpet og endnu engang sikret midler til fortsat udvikling af Purhus IF

Vi ses til opstilling igen i Århus onsdag d. 7. februar – og nedtagning søndag d. 11. februar 2018