Opstart af Sundhedshøjskolehold i uge 3!

Opstart af Sundhedshøjskolehold i uge 3!

I uge 3 gentager vi succesen med vores sundhedshøjskolehold.

Træning for RIGTIGE kvinder

Træning for Rigtige Kvinder er et 12 ugers forløb kun for kvinder med fokus på livstilsændringer.
Forløbet vil hver anden gang indeholde noget teori omkring vaner og hvordan vi ændre dem. Vi vil sammen definere hvad sundhed er for dig, og give dig viden om den nødvendige kost og motion, for at du opnår netop dine mål. Vi vil desuden præsentere dig for en masse forskellige træningsformer, så du kan finde den rette for dig. 
Det er dig som sætter dine mål for forløbet, og vi vil støtte, inspirere og motivere dig til at nå dem på bedste vis.

Holdet starter op i uge 3, og kommer til at være Mandage kl. 19.00-20.30
Pris: 300 kr.
Tilmelding: www.purhusif.dk/tilmelding-til-sundhedshoejskolen/

Ved spørgsmål, ring til Nikoline på 30 20 46 21

Ryghold i Asferg

Rygholdet er et 12 ugers forløb for dig, som gerne vil have en sundere ryg. De første 6 uger vil en fysioterapeut være tilknyttet forløbet, for at sikre at personer med rygskader ikke går hen og forværrer skaden med træningen. Hele vejen igennem forløbet vil der være fokus på, hvordan du kan få en stærkere ryg hele livet.

Træningen varer 75 minutter, så der er tid til at gennemgå lidt teori omkring ryggen.

Holdet starter op i uge 3, og kommer til at være Mandage kl. 17.30-18.45
Pris: 300 kr.
Tilmelding: www.purhusif.dk/tilmelding-til-sundhedshoejskolen/

Ved spørgsmål, ring til Nikoline på 30 20 46 21

Jubilæumsfest: PIF fylder 50 år!

Jubilæumsfest: PIF fylder 50 år!

Kom med til fest når PIF fylder 50 år. 

Sæt kryds i kalenderen 2. februar 2019!
Kridt danseskoene, hiv naboen med under armen og kom til årets fest. Vores idrætsforening skal fejres og vi skal bruge alles hjælp!

Vi mødes kl. 18:00 til velkomstdrink i træningshuset. Derefter vil der være lækker mad og god musik.
Der vil i løbet af aftenen være sjov underholdning, quiz og 
live musik.
Billetprisen er 200,- der er mulighed for at reservere bord først til mølle.

Book et bord ved Anne Vinther på 22820262/Annevinther@gmail.com
Billetter kan købes ved købmanden eller på MobilePay 65135 (husk at skriv jubilæumsfest)

NYHED: E-sport Oldboys & Ladies

NYHED: E-sport Oldboys & Ladies

I starten af efteråret lancerede Purhus Idrætsforening vores nye projekt: E-sport. Interessen har været stor, og E-sports afdelingen er i rivende udvikling.

Fra d.1 december 2018 kan vi derfor præsentere vores nye hold: Oldboys & Ladies. Holdet er for alle over 18 år, der godt kunne tænke sig nogle at spille med. Holdet er uden instruktør.

Tid: Søndage 14.00-16.00
Sted: E-sports lokalet
Alder: 18+
Spil: CS:GO
Pladser: 12 

Tilmeld dig her: https://www.purhusif.dk/tilmelding-e-sport/ 

 

Sammen er vi stærkere

Sammen er vi stærkere

Hos Træningshuset i Asferg kan man gå til personlig træning, hos Chris Skjødt. Der er et flot antal deltagere, og to af dem er Claus og Annett.

Claus og Annett havde længe ønsket at gøre noget ved vægten, men parret manglede motivationen til at gå i gang. Det ændrede sig dog for Claus, ved deres seneste ferie. Da de skulle veje deres rejsekuffert, opdagede de at deres bagagevægt var blevet væk, og Claus måtte derfor stille sig på badevægten først med, og derefter uden kuffert. Det skulle vise sig at være lidt af en øjenåbner.

Parret som er bosat i lokalområdet, valgte at melde sig til Personlig Træning hos Chris Skjødt, i Træningshuset i Asferg. Her havde Claus tidligere gået til Spinning og Løb, som han havde været glad for, men havde droppet pga. manglende motivation.

Træningen hos Chris startede i begyndelsen af Maj måned 2018. Parret var motiverede, men især Annett som havde en historie med yoyo vægt, gik ind til det med en vis ærefrygt. Det ændrede sig dog hurtigt, da Chris delte sin store viden om både vægttab og kroppens funktion generelt. Hun lærte bl.a. at hun skulle sætte målet for sit vægttab lidt lavere, end den slutvægt hun gerne ville have, så der var plads til at tage 3-5kg på igen – som kroppen ifølge Chris, helt naturligt vil gøre.

Chris’ store viden om kroppens anatomi, har også været til gavn for Claus. Claus som til dagligt arbejder på kontor, døjede indimellem med nakke- og rygsmerter. Det betød også at han mødte op til træning en mandag, og beklagede at han ikke kunne deltage pga. smerter i ryggen. Men med en hurtig gulvøvelse, var smerterne væk, og Claus var klar til at træne.

Parret træner hos Chris hver mandag, og træningen er både præget af viden og en god portion humor. Chris forstår at køre træningen lige til grænsen – men aldrig over. Det mærker parret ved at de er ømme efter træning, men aldrig skadede som de tidligere har oplevet ved fysisk aktivitet.
”Han er jo skøn, også når han snyder” siger Annett, som fortæller at Chris kunne finde på at ligge et ekstra kilo på, når man vender ryggen til. ”Det er enormt motiverende at opdage man faktisk kunne lidt mere, end man lige troede” siger hun.

Men det er jo som bekendt ikke kun til træning, der skal være motivation for en livsstilsændring. Og netop her mener parret at det er en fordel, at de gør det sammen. De kender nemlig hinandens styrker og svagheder, og supplerer hinanden godt. ”Nogle gange kan jeg da godt tænke: det kunne da være godt med en Ritter Sport, men det går jo hurtigt over igen” siger Claus, som fandt stor støtte fra Annett i forhold til at holde en sund kost. ”Ja nu spiser vi ikke pasta med kødsovs, nu spiser vi kødsovs med pasta” tilføjer Annett med et smil.

Claus og Annett havde allerede efter 1,5 mdr. opnået store resultater. Claus havde tabt over 8 kg, og de kunne begge mærke at tøjet sad løsere – ja faktisk var Claus gået hen og fået hængerøv.

En anden bonus ved parrets indsats var, at de var blevet stærkere både fysisk og mentalt. De kunne mærke at kroppen kunne mere, og de mærkede den positive effekt motion har på humøret: ”Hvis det kommer til det, så må vi spise en rugbrød til aftensmad, nu prioriterer vi gåturen!” siger Annett. Denne nyerhvervede erfaring, gav parret endnu en god motivationsfaktor.

Der er ingen tvivl om at Claus og Anett allerede i sommers havde fået meget ud af deres forløb, hos Personlig Træner Chris Skjødt – og de havde da også allerede bestilt næste forløb hos ham, som de skal i gang med i efteråret 2018.