af Karen Marie Krogh Pedersen | sep 3, 2024
Så er det snart tid til den årlige Lokaldyst, hvor vi dyster mod andre lokalsamfund om at gå, løbe og cykle længst muligt.
Program for aftenen ser således ud:
16.30: Kom og hent dit startnummer med mulighed for at vinde
lodtrækningspræmier (trækkes efter 19.00)
– 16.50: Velkomst ved Jens Larsen, formand for Purhus IF
– 17.00: Startskuddet lyder
– 18.30: Der sættes pizza klar til dem, der ikke kan vente til efter 19
– 19.00: Løbet er slut – der serveres pizza, øl og vand
Sted: Træningshuset i Asferg
Lokaldysten Asferg/Gassum er i år støttet af Randers Kommune, DGI Østjylland, Nordea Fonden og ELRO fonden. Tusind tak for støtten!
Kom og støt op om vores Lokalsamfund 🙂
af Trine Hasager Sørensen | jul 1, 2024
Kære medlemmer, frivillige og andre læsere
Sommeren er over os, og har du lige en stille stund, kan du I Purhus IFs nyhedsbrevet bl.a. læse om:
- Purhus IF der er kåret som årets forening
- Nye priser på padel
- Nye aktiviteter og projekter i Purhus IF
- Aktiviteret henover foråret
- Kommende begivenheder
Rigtig god læselyst og god sommer 🙂
Nyhedsbrev april-juni 2024
af Kasper Frederiksen | apr 20, 2024
Purhus IF er Årets Forening 2024 i DGI Østjylland
Torsdag d. 18. april modtog næstformand Kamilla Mikkelstrup og bestyrelsesmedlem Andreas Juul Jespersen prisen for årets forening i DGI Østjylland.
Prisen blev uddelt på DGI Østjyllands årsmøde i Århus.
Vi er naturligvis utrolig stolte af, at vi har vundet prisen. Det er et kæmpe skulderklap til os alle sammen.
DGI Østjyllands bestyrelse har i valget af Purhus IF, specielt haft fokus på evnen til at tænke ud af boksen.
De seneste tilføjelser til foreningens liste over aktiviteter er en fælles køkkenhave mellem foreningen og den lokale skole, mens områdets to nye padelbaner skal danne grundlag for en række forskellige aktiviteter – ikke blot padel. Det er med til at gøre Purhus IF til en moderne forening, og det har vægtet højt i valget til Årets Forening 2024.
Stort tillykke med prisen til os alle sammen
af Kasper Frederiksen | apr 6, 2024
Kære medlem, frivillig og andre læsere
Så er årets første nyhedsbrev klar.
Her kan du deltage i en lille konkurrence og blandt andet læse mere om:
- Sommerspring og Leg
- Generalforsamling
- Tak til Berit for hendes indsats i bestyrelsen
- Mød det nye bestyrelsesmedlem, Kenneth Nygaard
- Årets forening og frivillig?
- PFU – børnefodbold
- DBU børneklub
- Forårsappel
- Fodboldcamp
- Det skete ellers i januar, februar og marts
- Messe i Aarhus
- Nye instruktører i fitness
- Børnedisko
- Og meget mere
Som noget nyt, har ChatGPT spillet en lille rolle i nyhedsbrevet. ChatGPT har lavet et udkast til en af siderne i nyhedsbrevet, som efterfølgende er rettet en lille smule til. Det er ikke meget der er blevet rettet, kan vi afsløre.
Kan du gætte hvilken side ChatGPT har haft en finger med i? Hvis du gætter hvilken side ChatGPT har bidraget til, så er du med i lodtrækningen om en præmie. Præmien består af en valgfri ting, fra de overskydende gevinster fra julelotteriet. Det er blandt andet vin, 6x sportscola, en gavekurv med lidt forskelligt.
Du sender dit bud med, hvilken side du tror det er, til kasper@traeningshuset.dk eller i kommentar feltet på facebook. Og husk, at det kun er en enkelt side, som den har haft en finger med i.
Vi trækker lod fredag d. 12. april kl. 12, så alle bud skal være givet inden.
Til dem der ikke kender ChatGPT, så er ChatGPT en Open AI chatbot, som kan hjælpe med tekstgenerering: ChatGPT kan generere alt fra kreative skriveopgaver og poesi til artikler og blogindlæg.
God læselyst og god weekend.
af Karen Marie Krogh Pedersen | jan 31, 2024
Hver tirsdag træner ca. 20 spillere bordtennis i Aktivitetshuset i Gassum. Og mandag og onsdag spilles der holdkampe.
I efteråret deltog klubben med 5 hold i turneringen.
Førsteholdet rykkede op fra serie 1 til Jyllandsserie-kval. Klubbens bedste spiller, Lars Garsdal blev nr. 1 på top-scorer-listen med 27 vundne kampe ud af 30. Holdet består derudover af Tobias Brøndum og Bjørn Thaarup.
Tredje holdet vandt serie 3 med maximum-points. Claus Kauffmann er kommet tilbage til klubben, og han forstærkede dette hold. Han blev nr. 1 på topscorerlisten med 28 sejre ud af 30 kampe. Derudover bestod holdet af klubbens formand, Ejnar Jespersen, og hans søn Simon Jespersen. Tredje holdet, som spillede i serie 4, består af Iwan Høeg, Ole Søby, Anders-Dam Larsen og Birgitte Bach. Anders har spillet bordtennis i klub som dreng, – men er nu begyndt at spille bordtennis igen. Han bliver hurtigt bedre, og vandt halvdelen af sine kampe. Klubben forventer, at han snart bliver en meget dygtig spiller.
Fjerdeholdet rykkede op fra serie 5 til serie 4. Jan Pedersen blev nr. 1 på top-scorer-listen med 17 sejre ud af 18 kampe. Han begyndte faktisk som drengespiller for 43 år siden i Purhus IF, trænet af Ejnar Jespersen. Så stiftede han IF Fjordens bordtennisafdeling som 15-årig, og spillede der i nogle år. Og nu, efter mange år “uden bordtennis”, er han så begyndt at spille bordtennis igen, – tilbage i Purhus IF. Og med stor succes. Udover Jan består holdet af Michael Rasmussen og Erik Jespersen og Mathias Vammen.
Og så har klubben også et hold med i Bat60+ rækken, som er for ældre bordtennisspillere. Holdet deltager i rækken for Jyllands bedste gamle spillere. Holdet består af Ejnar Jespersen + Ole Balslev + Ove Munch. P. t. ligger holdet på 3. pladsen.
Bordtennisafdelingen vil meget gerne have børn til at spille bordtennis i klubben. Vi har 4 dygtige trænere til at tage sig af børnene: Hans + Ejnar + Tobias + Ole. Ring til Hans Mikkelstrup, tlf. nr. : 23807656 eller Ejnar Jespersen, tlf. nr 40618019 for at få nærmere informationer. Eventuel børne bordtennistræning vil så blive tirsdag kl. 18.00 til 19.30
af Karen Marie Krogh Pedersen | jan 19, 2024
Vil du hjælpe din eller dit barns idrætsforening med fortsat at kunne tilbyde idrætsaktiviteter med høj kvalitet og lavt kontingent?
Så tilmeld dig messeopsætning eller -nedtagning i Aarhus Congress Center hhv. 8. og 11. februar
Jo flere vi er til at hjælpe, desto hurtigere er vi færdige. Så tag din nabo, ven eller familie med under armen og kom og gør en forskel og få en hyggelig dag
Tilmeld dig ved at sende en SMS til Jens Larsen: 40446516 eller udfyld en tilmeldingsseddel som denne
, der kommer til at ligge i Træningshuset fra på mandag!