Farsø/Ullits IK.- Purhus IF. 1.-3. (1.-0.)

2.min.: 1.-0.

60.min.: 1.-1.: Mikkel Klit.

67.min.: 1.-2.: Jacob Borre.

77.min.: 1.-3.: Michael Rasmussen.

“Man of the match.”: Mikkel Klit.

“Ugens fighter.”: Jacob Borre.

Endeligt.

Efter de to foregående sæsoners tilløb, med efterfølgende andenpladser, lykkedes det “De Kongeblå” at sikre sig oprykning til Serie 2, selvom der stadig mangler to runder.

Før kampen var det tydeligt at alle spillere var opsatte på at få hevet den nødvendige sejr hjem, så oprykningen kunne komme i hus allerede nu.

Starten på kampen blev lidt famlende. Vi kunne ikke rigtig få fundet fodfæste, og havde svært ved at få fat, mod et godt kæmpende Farsø mandskab, der tydeligvis var opsatte på at vi “ihvertfald ikke skulle rykke op mod dem”. Deres hurtige føringsmål, på et godt langskud, i en situation hvor vi var for tøvende til at skubbe op og afvise, gav selvfølgeligt modstanderne blod på tanden. Samtidig virkede vi lidt ideforladte, og havde endog meget svært ved at tilspille os nævneværdige chancer. Heldigvis formåede vi at holde dem fra muligheder for at udbygge føringen. Vores første store mulighed, kom først få minutter før pausen, på et fremragende langskud, hvor alle havde hænderne i vejret i jubel over en udligning. Desværre havde deres glimrende målmand det samme, da han her præsterede en fantastisk redning.

Så alt i alt en skuffende første halvleg af Purhus IF. der dog som kampen skred frem kom mere og mere med.

I pausen var spillerne dog imponerende rolige, og havde en fast forventning om at vi nok skulle vende kampen.

Fra anden halvlegs start kom vi da også langt bedre ind i kampen, så det var tæt på en kold spand vand i hovedet, da en af Farsø angriberne, pludselig, var spillet helt fri tæt under mål. Her kunne det virkeligt have blevet svært, men heldigvis viste Jeppe i målet høj klasse og fik mirakuløst afværget afslutningen.

Så fik vi brug for en anden af holdets styrker. Bredde… Bredde i form af at vi, udover altid at kunne sende et stærkt hold på banen, altid har kunnet mønstre en bænk, der formår at gå på banen og markere sig. Først i form at holdets “Benjamin”, Mikkel Klit, der kom ind og straks fik sat sit præg på spillet med ungdommens gå på mod, og kronede et flot indhop med at “gafle” udligningen i kassen. dernæst, igen igen igen, holdets “grand old man” Jacob Borre, der endnu engang viste at alder, er ingen hindring, med en flot arbejds indsats samt fik”jawet” førings træfferen i mål, og bragt os på sejrskurs. Samtidig kunne vi  se Simon Svendsen gå ind og lukke af defensivt, så det er betryggende at vi formår, dels at ændre spillet, dels at bevare niveau ved at bringe friske folk på banen, til afløsning for de der starter. I denne periode overtog Purhus IF. mere og mere af spillet. Forsvaret fik lukket helt af, midtbanen fik spillet til at flyde, med gode kombinationer, samt startet flere farlige angreb, og angrebet var farlige samt gode til at stresse deres bagerste kæde, så de fik svært ved at sætte spillet igang. efter Michael Rasmussen’s flotte scoring, i forbindelse med et højt genpres, var resten af kampen “De Kongeblå’s”, og vi ventede bare på dommerens slutfløjt, så oprykningen kunne blive behørigt fejret.

Så et stort tillykke til til dels spillerne, I gør det faktisk rigtig godt. Både på banen, men så sandeligt også i den daglige klubrytme, dels til det massive opbud af tilskuere, der her viste at Purhus IF. er klubben. Klubben man står sammen om, og at det, lad os bare kalde det specielle, miljø der hersker, er noget man værner om. Jeg personligt synes det er imponerende at så mange, endnu engang tropper op og støtter holdet. Der er vist ikke mange på vort niveau, der kan prale af en “fankultur” med “Asferg Drummers” suppleret med kor, megafoner, samt flag, halstørklæder og hvad man ellers kan komme i tanke om i forbindelse med store kampe. Så den kloge mand der engang sagde at “fodbold handler om følelser”…ja han har ret.

Så tillykke til alle i og omkring Purhus IF. med en, synes jeg, velfortjent oprykning.

Og så skal vi videre.

Vi har stadig masser af udfordringer.

Vi har et andethold der kæmper stenhårdt for også at sikre sig oprykning, hvor den næste udfordring hedder topopgør på Kristup Stadion, mandag d.17/6 kl.19:00. så her er der mulighed for at støtte op om endnu en vigtig opgave for “De Kongeblå.” Lad da bare festen fortsætte.

Derudover mangler Serie 3 jo endnu to kampe. disse kan vi jo bruge, dels til allerede nu at se frem mod efterårets udfordringer i Serie 2, dels i forsøget på at nå det nye delmål, om at gå ubesejret igennem sæsonen.

Den første opgave bliver den svære udekamp lørdag d.15/ kl15:00 mod Aars IK. Vi vandt hjemmekampen, efter en seværdig og jævnbyrdig affære, så der venter en hård udfordring mod et fysisk stærkt, god organiseret og velspillende Aars mandskab.

Vi vil dog gå til opgaven med frisk mod, og man kan håbe at forløsningen om oprykning, medfører at vi går ud og spiller endnu en flot kamp, og får hentet en sejr yderligere til samlingen.

Så mød op og støt holdet. Den hjælp er uvurderlig.

Allez PIF.

Michael Hoberg.

Træner i Purhus IF.