Synliggørelse af naturens grønne veje
Purhus Idrætsforening har med økonomisk støtte fra Friluftsrådet og Trikelshøj Vindmøllepark gennemført projektet Synliggørelse af naturens grønne veje.

Baggrund
Målet med projektet er at gøre det nemt for alle at komme ud i naturen ved at kortlægge og synliggøre naturens grønne veje i det ca. 1.000 km2 store område mellem Randers og Mariager fjorde inklusive Naturpark Randers Fjord syd for Randers Fjord. Konkret er der gennemført en 360 graders fotografering af alle spor, stier, mark-, skov- og småveje, hvorefter disse billeder er uploadet til Google’s servere, der så har produceret de velkendte blå Google Street View (GSV) linjer.
En forudgående analyse baseret på Hindringer for befolkningens adgang til naturen indikerede, at en synliggørelse ville kræve fotografering af ca. 2.000 km i projektområdet vist på kortet herunder. Udtræk fra Google’s statistik system i juni 2025 viser, at der er produceret 2.036 km blå linjer.
Den lokale virksomhed TrailView ved Jens Peter Hansen, var operatør på opgaven. TrailView har efterhånden produceret mere end 8.200 km blå linjer, og er nu i gang med at synliggøre Aage V Jensen Naturfond’s 31 områder i Danmark.
Fordele ved en Google Street View synliggørelse
Alle kender Google Maps – det er verdens mest benyttede internettjeneste – og mange har fundet ud af at få vist de blå Google Street View linjer.
Derfor betyder en GSV-synliggørelse populært sagt, at der skabes en indgang til at finde inspiration og få et overblik over mulighederne for at komme ud i naturen i det ca. 1.000 km2 store projektområde. Der kræves ingen forudgående kendskab til sites så som udinaturen.dk eller diverse apps.
Værdien ligger især i at synliggøre den nære natur, der kan benyttes i dagligdagen. Mange aner ikke, hvad der er af muligheder så at sige i deres egen baghave – også selvom de har boet i landsbyen i årtier. En synliggørelse på GSV viser både mulighederne, og gør det trygt for enhver at udforske disse – efter en forudgående virtuel udforskning.
Gående og cyklende har lov til at færdes langt flere steder, end de fleste er klar over. Og langt flere steder, end hvad der er vist på diverse kort.
Når man er ude i naturen, og ser en ny muliglighed – et spor, en markvej etc. – vil det være en smal sag via visning på GSV at forvisse sig om, hvorvidt man skal lade sig friste af muligheden. GSV viser jo både forløbet – hvor ender stien henne? – og beskaffenheden – kan vi komme igennem med en kørestol eller en barnevogn?
Synliggørelsen skaber grundlag for mikroturisme. Autentiske oplevelser er i højsædet. Mange steder kan lokale i landdistrikter udvikle mikroturisme, og i den sammenhæng giver en fuld dækkende GSV et autentisk materiale at arbejde med i markedsføringen.
Endelig dokumenterer GSV-billederne naturens tilstand på tidspunktet for fotograferingen. Som sådan er GSV-billederne et godt værktøj i forbindelse med forvaltning og beskyttelse af naturen.
Yderligere informationer
Interesserede kan henvende sig til
Jens Peter Hansen, TrailView
+45 24 48 16 04
kontakt@trailview.dk

Udviklingen fra 2022 til 2025


Eksempler på views
Herunder et stort antal eksempler på views produceret i projektet.
Grusvej ved Havndal med raps mark
Langs Mariager fjord mod Kongsdal
Naturpark Randers Fjord nord for fjorden
Pumpehus ved fjorden syd for Vestrup
Gule marker, blå himmel og grå fjord
Natursti frem for vej mod færgelejet
Madpakkehus ved Mellerup Lystbådehavn
Fjord kant Ø for Øster Tørslev
Naturpark Randers fjord Syd for fjorden
Nordsøstien lid syd for Udbyhøj Syd
Mosten Race Track (Bode Engvej)
Langs fjorden modsat Dronningborg Bådelaug
På kanten af fjorden N for Romalt