Det blev Purhus Idrætsforening nord for Randers, der løb med titlen som Årets Forening 2014 under DGI Østjylland. Dette blev afsløret i forbindelse med DGI Østjyllands årsmøde torsdag den 27. marts i DGI-huset i Aarhus. Udover æren modtager Purhus Idrætsforening en check på 10.000 kr. samt en række PR-materialer til brug i foreningen.

 

I forbindelse med DGI Østjyllands årsmøde torsdag den 27. marts i DGI-huset i Aarhus skulle der for 8. gang findes en Årets Forening blandt DGI Østjyllands mange medlems-foreninger. På forhånd var der tre kandidater tilbage, som var gået videre fra ansøgningsrunden, der lukkede i starten af måneden; Favrskov Taekwondo Klub, IK Skovbakken Svømning og Purhus Idrætsforening.

 

Det blev sidstnævnte, der løb med prisen og nu kan smykke sig med den prestigefyldte titel som Årets Forening 2014 under DGI Østjylland, der hvert år kårer en forening som Årets Forening for at fremhæve den store betydning, som de mange frivillige foreninger har for at få flere østjyder til at være fysisk aktive og dyrke idræt.

 

”Purhus Idrætsforening har gennem det frivillige arbejde i foreningen, og ikke mindst med udbygningen af deres idrætsfacilitet, Træningshuset, skabt et stærkt og lokalt sammenhold i lokalområdet og omkring foreningen, hvor gå-på-mod, vedholdenhed og en positiv tilgang har været nøgleord for alle involverede”, udtaler Lars Mandrup, næstformand i DGI Østjylland.

 

”Det er imponerende, hvordan foreningen har formået at samle de frivillige og lokale erhvervskræfter, så man er nået i land med et millionbyggeri til gavn for borgere hele området”, fortsætter han.

 

Frivillige betyder meget

I Purhus Idrætsforening er man naturligvis stolte over anerkendelsen, der giver et løft til hele foreningen, som på nuværende tidspunkt aktiverer omtrent 110 frivillige i alle aldre og har godt 670 aktive medlemmer fordelt ud på badminton, bordtennis, dart, fitness, fodbold, floorball og gymnastik.

 

”Med kåringen får vi sat pris på vores frivillige, og ikke mindst at det både gavner og betyder meget at have en stor skare af gode frivillige med masser af engagement. Vi har bevist, at vores område kan og vil udvikle sig, selvom vi har hjemme på landet. Man kan sagtens få en ny facilitet, hvis man er villig til at arbejde for det. Forhåbentlig kan kåringen være med til at skabe endnu mere synlighed omkring vores forening”, fortæller Jens Larsen, formand for Purhus Idrætsforening.

 

Udover æren følger der også en check på 10.000 kr. med titlen samt et stort PR-banner, som foreningen kan bruge på hjemmebanen for at gøre opmærksom på, at de har vundet titlen som Årets Forening 2014 under DGI Østjylland. Herudover modtog foreningen også en række andre PR-materialer til brug i foreningen i forbindelse med DGI-kampagnen ’Fedt at du er frivillig’.

 

Anerkendelse til de andre

DGI Østjylland udtrykker også stor anerkendelse til de to andre foreninger, der var nomineret til Årets Forening 2014, Favrskov Taekwondo Klub og IK Skovbakken Svømning, for deres indsats for at gøre en forskel i deres område på hver deres måde. Disse foreninger har ligeledes modtaget en række PR-materialer i forbind forbindelse med DGI-kampagnen ’Fedt at du er frivillig’.

 

Slutteligt ønsker DGI Østjylland også at sende en stor tak til alle de foreninger, der har ansøgt om at komme i betragtning som Årets Forening 2014.

 

”Vi kan konstatere, at der i år har været flere gode ansøgninger, der viser, hvor meget grøde, drivkraft og udvikling der er i det østjyske foreningsliv. Det står bestemt ikke stille derude, det fremgår i alle ansøgningerne, og det er et kæmpe skulderklap til alle”, slutter Lars Mandrup.

 

 

Pressekontakt

Lars Mandrup

Næstformand, DGI Østjylland

Tlf. 2425 5783 / lma@iha.dk

 

Jens Larsen

Formand, Purhus Idrætsforening

Tlf. 4044 6516 / jgl@dlf.dk