Hvordan skal vi udvikle vores idrætsforening?
… og vores lokalområde?
Hvis du helt selv måtte bestemme, uden begrænsninger på drømme, hvor ser du så gerne, at Purhus Idrætsforening og vores lokalområde er om fem år. Skal vi have basketball, bueskydning eller CrossFit i foreningen? Skal vi have mere fokus på at rose vores frivillige? Skal vi blive bedre til at kommunikere? Skal vi have nye eller anderledes faciliteter? Mulighederne er mange!
I den anledning vil vi gerne bede om din mening og dine guldkorn til at bestemme retningen på udviklingen af Purhus Idrætsforening som udgangspunkt for lokalområdet. Derfor inviterer alle borgere – medlemmer som ikke-medlemmer – til en spændende udviklingsaften i Træningshuset i Asferg, hvor vi lader fantasien tage over og pengepungen ligge hjemme på hylden.
Vi skal snakke faciliteter, frivillige, aktiviteter, lokaludvikling, kommunikation og meget, meget mere. Vi har en konsulent med fra DGI Østjylland, som vil hjælpe os igennem aftenen og sætte struktur på vores (forhåbentligt) mange idéer og drømme for foreningen og lokalområdet. Det eneste du skal gøre, er at tage dine nærmeste i hånden og møde op til en hyggelig aften.
Aften løber af stablen fredag den 6. november 2015 fra kl. 17.00-22.00 i den store sal i Træningshuset. Vi serverer mad omkring kl. 18.30, og der vil være lege-/tv-stue i de tilstødende lokaler med opsyn til de små, hvis man har behov for det.
Arrangementet er naturligvis gratis, og det er vigtigt at understrege, at man som deltager på aftenen ikke behøves at have tilknytning til Purhus Idrætsforening. Alle lokale, som har lyst til at være med og bidrage til udviklingen af Purhus Idrætsforening som katalysator for lokalområdet, er velkomne.
Af hensyn til maden bedes alle deltagere tilmelde sig senest den 4. november via www.dgi.dk/201509853040, eller på tlf. 4025 8237 til Brian Hansen, næstformand i Purhus Idrætsforening.
Vi ser frem til at byde dig velkommen.
Venlig hilsen
Bestyrelsen, Purhus Idrætsforening