Man skal gribe muligheden, når den byder sig
– også som senior
Purhus IF har i samarbejde med fonden Træningshuset i Asferg arbejdet på at få igangsat aktiviteter for seniorer i området omkring Asferg. Purhus IF er stolte af, at have en stor petanqueafdeling i Gassum, som træner hele året inde og ude, men vil gerne lave et alternativ / supplement med hovedsæde i Asferg for denne målgruppe. I den forbindelse fik Udviklingskoordinator Nikoline Elling muligheden for, at låne bowles-baner fra en anden hal, hun ligeledes er ansat i. Bowles er en blanding mellem petanque og bowling. Det er udfordrende idet kuglerne er tungere i den ene side, og kan derfor trille i buer. Det er et oplagt spil til seniorer, som Nikoline selv underviser seniorer i en gang om ugen i Assens med stor succes.
Seniorerne i Assens vil gerne have nogle modstandere
I Assens når seniorerne spiller bowles bliver der grint en del. Kuglerne som spilles med, kan være svære at kontrollere, hvilket resulterer i udråb som ”Kom så, lidt længere” og ”Stop, stop” fra deltagerne. Kuglerne skal føres udenom en ”mølle” og derefter tæt på en målkugle, som har samme funktion som ”grisen” i petanque. Selvom humøret er højt i Assens når der spilles, ser deltagerne en mulighed i, at Asferg evt. vil forsøge med spillet. De håber, at der i fremtiden kan skabes mulige modstander. Derfor har deltagerne ligeledes indvilliget i, at komme og præsentere spillet for borgere i og omkring Asferg.
Gratis Seniordag den 21. februar
Som startskud på en evt. ny aktivitet i Purhus IF for seniorer, inviterer foreningen alle seniorer i området til at komme til en gratis seniordag i træningshuset i Asferg den 21. februar fra kl. 9.30-12.00. På dagen vil forskellige senioraktiviteter afprøves, bl.a. bowles. Aktiviteterne er planlagt i samarbejde med Asferg Plejehjem og der vil derudover være gratis kaffe og kage til alle efterfølgende.
Purhus IF opfordrer derfor alle seniorer til at gribe muligheden, når den byder sig og overtal manden, naboen og veninden til at deltage på denne hyggelige formiddag.